Fredericia Kunstforening inviterer indenfor til en udstilling af maleren og skulptøren Elizabeth Romhild. Værkerne er fra hendes seneste rejse til Afrika. Rejsen skulle for Elizabeth have været en ”ny opdagelsesrejse til Afrikas vidtstrakte, vilde savanne. Her blev hun dybt berørt af, hvor majestætiske såvel dyrene som nomaderne var”
Individualitet savnes
På udstillingen kan et billede fra 2001, altså før turen til Afrika ses, så her gives mulighed for sammenligning med de afrikanske motiver. Billedet fra 2001 viser en mand og en kvinde i halvfigur med front mod hinanden.. Han med en lang cigar (fallossymbol) i den ene hånd og hende med en hånd ført op sine fyldige røde læber. Billedfladerne er enkle opbyggede med kraftige optrukne linier. De dominerende farver er grøn, rød og blå. Et en-dimentionelt maleri af stiliserede figurer.
Det en-dimentionelle maleri er udeladt i Elizabeth Romhilds serie fra Afrika. Her viser udstillingen flere menneskeansigter og dyrehoveder på fladen, men denne gang arbejdes der dybere med farvens muligheder for at skabe rum og dybde. Motiverne er klare i deres farver og visuelle virkning, mættetheden i arbejdet med farven har kraft og tyngde.
Arbejdet med farven er det mest interessante ved udstillingen. Figurerne derimod er uinteressante, fordi der arbejdes så ensformigt med formen. De samme ansigtsformer går igen – den ovale ansigtsform, de fyldige læber og kraftfulde næse, er ensformige. Hvor er individualiteten i det afrikanske menneske?
Dekorativ maleri – maleri for maleriets skyld
Billederne af dyrene – girafferne, elefanterne, bøflen og hjortesvinet er farvemættede flader, hvor intet er på spil. Der er blot billeder af dyr for dyrets skyld. De to næsehorn, som står overfor hinanden på ”den vilde savanne”, forekommer apatiske og statiske – alt står stille? Det er som om dyr og mennesker lever i en stille verden, side om side – ind imellem med erotiske undertoner (bøffel ser på smilende kvinde, får græsser på kvindeformer).
Den såkaldte ”vilde savanne”, forekommer ikke-vild, men stillestående og behersket uden lugt eller lyd. Jeg oplever, at ”stammefolket” er dresset op for turisten. Dette er formentlig virkelighed for nogle stammefolk, men der tages ikke stilling til denne hulhed eller hvad det gør ved disse mennesker eller hvad det gør ved Elizabeth selv – det er bare flot.
Hvad der virkelig er på spil eller hvad disse mennesker har på hjertet i denne del af verden, hverken ses, mærkes eller tænkes. Den såkaldte ”trancetilstand”, som billede 13 angiver, opleves som hul og maskeagtig. Mennesker og dyr portrætteres som dekorative figurer i en verden af skønhed – store smil til ære for turisten.
Kunst med kant i fremtiden
Hvor er det en skam, for Elizabeth Romhild har potentiale, når det handler om at bruge og udvikle farvens muligheder motivisk og billedsprogmæssigt – men indhold og stillingtagen savnes, ligesom lyden og lugten af den ”vilde afrikanske savanne”.
Min opfordring til Fredericia Kunstforening er at finde kunstnere, som ikke bare maler flot og dekorativt, men som også er i stand til at sætte sig eget og vort liv i perspektiv på en kritisk, sanselig og gerne ny måde. Og når foreningen udleverer materiale, så er det ikke skrevet for at stille den udstillede i et særligt lys eller for at behage dets publikum.