Modsætninger mødes – gab og grin på én gang
Fredericia Kunstforening viser fra den 4 til den 20 februar en udstilling, som på den ene side er ren udsmykning og på den anden side fabulerende og humoristisk. De to kunstnere Birgitte Fløe og Steffan Herrik komplementerer hinanden således, at hvor den ene er æstetiker i reneste form formår den anden at levere oplevelsen af at træde ind i et mytologisk univers.
Er man til papir, gentagelse på gentagelse, bevægelser på bevægelse, stramhed, enkelthed og væveteknik, så er der Birgitte Fløe. Her er tale om ren udsmykning. Unikavævning, udsmykning af strukturer og stoflighed (papir og hør). Leverandør til offentlige rum og institutioner. Jeg finder det uinteressant og kedeligt. Udsmykning har sin berettigelse bare ikke i en kunstforening, for her er jeg kommet for at se kunst, som skal berige mig, ruske op i mig, fortæller mig, hvad jeg ikke ved eller give mig mulighed for refleksion. Leveringsdygtig er Birgitte Fløe imidlertid af søde farverige fingerringe og børsteagtige brocher til priser, som alle kan være med på. God gaveide.
“Den ekspressive fabulant”, som kunstforeningen kalder Steffan Herrik, er imidlertid mere interessant. Hans groteske, til tider humoristiske og fabulerende figurer er ambivalente for mig. Til tider løber det mig koldt ned af ryggen, især de menneskehøje skulpturer – en mørk nat, vil jeg nødig møde disse groteske fugle/menneske/maskeagtige jern og tjærebelagte figurer. Til andre tider er væsener sjove, vanvittige og udefinerlige.
Jeg lod mig fortælle af kustoden på udstillingen, at Steffan Herrik har opfundet en betegnelse for disse figurer, gumozoer. Disse gumozofigurer er mytologiserende væsener, fantasiagtige væsener med næb og klør, djævle og dæmoner. Indimellem er man nu i tvivl om de ikke også er billeder på vores egen kultur, som for eksempel den ophængte narcissist.
I “Narcissisten” ser vi en skulptur af en mand, som hænger i rummet (korset?) på et sort træstykke. Omkring hans hoved ser vi en en ring (glorie?), hans øjne og mund er vidt åbne og hans penis hænger slap ned. Et billede på en gud, en keltisk eller nordisk gud. Et billede på en kultur, hvor det guddommelige og drifterne er lige vidt, men som med tiden vil forfalde til selvoptagetheden, som i den græske mytologi om Narcissisos.
Den mange skulpturer i Steffan Herriks samling er de mest interessante og bedst udførte. De fugleagtige skulpturer udstråler galgenhumor og alvor på sammen tid. “Midnatslusker”, en drageagtig skuptur med seks ben og “Uagtig gumozo i bur” er begge levendegjorte sjove væsener.
Steffan Herriks billeder malet på træ/finerbund er ikke særligt vellykkede. I det endimentionelle rum er figurerne gengivet i et ekspressivt formsprog af sorte og brunlige farver. Her er fugl og fisk, væsener, men virkningen af det fortællende det levedegjorte formsprog, som i skulpturerne udebliver. Det lykkedes bedre i nogle af de grafiske værker.
En mangel, som tidligere påpeget, men som kunstforeningen fik rettet op på ved Gunther Grass udstillingen, er information om kunstnernes liv og tilgang til kunsten. Hvem er de, hvor har de deres inspiration fra osv. Hvis vi skal forstå, hvad meningen er, hvad de vil os, skal vi som beskuer klædes på. Jeg mangler en indgang til den mytologiske verden, som er spredt ud over hele lokalet i Kongensgade 111; hvordan skal disse værker forståes, hvorfor er de her, hvad vil de mig. Desuden mangler der også årstal og materialevalg til hvert værk. Det er en ommer.
Af Lina M. Christiansen, cand.mag historie og kunsthistorie.
Agenda7000 