Anmeldelse af KUNSTUDSTILLINGEN “Den ekspressive fabulant møder æstetikeren”, Fredericia Kunstforening, Kongensgade 111, 4-20 februar 2011.

Modsætninger mødes – gab og grin på én gang

Fredericia Kunstforening viser fra den 4 til den 20 februar en udstilling, som på den ene side er ren udsmykning og på den anden side fabulerende og humoristisk. De to kunstnere Birgitte Fløe og Steffan Herrik komplementerer hinanden således, at hvor den ene er æstetiker i reneste form formår den anden at levere oplevelsen af at træde ind i et mytologisk univers.

Er man til papir, gentagelse på gentagelse, bevægelser på bevægelse, stramhed, enkelthed og væveteknik, så er der Birgitte Fløe. Her er tale om ren udsmykning. Unikavævning, udsmykning af strukturer og stoflighed (papir og hør). Leverandør til offentlige rum og institutioner. Jeg finder det uinteressant og kedeligt. Udsmykning har sin berettigelse bare ikke i en kunstforening, for her er jeg kommet for at se kunst, som skal berige mig, ruske op i mig, fortæller mig, hvad jeg ikke ved eller give mig mulighed for refleksion. Leveringsdygtig er Birgitte Fløe imidlertid af søde farverige fingerringe og børsteagtige brocher til priser, som alle kan være med på. God gaveide.

 “Den ekspressive fabulant”, som kunstforeningen kalder Steffan Herrik, er imidlertid mere interessant. Hans groteske, til tider humoristiske og fabulerende figurer er ambivalente for mig. Til tider løber det mig koldt ned af ryggen, især de menneskehøje skulpturer – en mørk nat, vil jeg nødig møde disse groteske fugle/menneske/maskeagtige jern og tjærebelagte figurer. Til andre tider er væsener sjove, vanvittige og udefinerlige.

Jeg lod mig fortælle af kustoden på udstillingen, at Steffan Herrik har opfundet en betegnelse for disse figurer, gumozoer. Disse gumozofigurer er mytologiserende væsener, fantasiagtige væsener med næb og klør, djævle og dæmoner. Indimellem er man nu i tvivl om de ikke også er billeder på vores egen kultur, som for eksempel den ophængte narcissist.

 I “Narcissisten” ser vi en skulptur af en mand, som hænger i rummet (korset?) på et sort træstykke. Omkring hans hoved ser vi en en ring (glorie?), hans øjne og mund er vidt åbne og hans penis hænger slap ned. Et billede på en gud, en keltisk eller nordisk gud. Et billede på en kultur, hvor det guddommelige og drifterne er lige vidt, men som med tiden vil forfalde til selvoptagetheden, som i den græske mytologi om Narcissisos.

Den mange skulpturer i Steffan Herriks samling er de mest interessante og bedst udførte. De fugleagtige skulpturer udstråler galgenhumor og alvor på sammen tid. “Midnatslusker”, en drageagtig skuptur med seks ben og “Uagtig gumozo i bur” er begge levendegjorte sjove væsener.

Steffan Herriks billeder malet på træ/finerbund er ikke særligt vellykkede. I det endimentionelle rum er figurerne gengivet i et ekspressivt formsprog af sorte og brunlige farver. Her er fugl og fisk, væsener, men virkningen af det fortællende det levedegjorte formsprog, som i skulpturerne udebliver. Det lykkedes bedre i nogle af de grafiske værker.

En mangel, som tidligere påpeget, men som kunstforeningen fik rettet op på ved Gunther Grass udstillingen, er information om kunstnernes liv og tilgang til kunsten. Hvem er de, hvor har de deres inspiration fra osv. Hvis vi skal forstå, hvad meningen er, hvad de vil os, skal vi som beskuer klædes på. Jeg mangler en indgang til den mytologiske verden, som er spredt ud over hele lokalet i Kongensgade 111; hvordan skal disse værker forståes, hvorfor er de her, hvad vil de mig. Desuden mangler der også årstal og materialevalg til hvert værk. Det er en ommer.

Af Lina M. Christiansen, cand.mag historie og kunsthistorie.

Farvemættet udstilling i Kongensgade 111 – uden lyd af den afrikanske savanne

Fredericia Kunstforening inviterer indenfor til en udstilling af maleren og skulptøren Elizabeth Romhild. Værkerne er fra hendes seneste rejse til Afrika. Rejsen skulle for Elizabeth have været en ”ny opdagelsesrejse til Afrikas vidtstrakte, vilde savanne. Her blev hun dybt berørt af, hvor majestætiske såvel dyrene som nomaderne var”

Individualitet savnes

På udstillingen kan et billede fra 2001, altså før turen til Afrika ses, så her gives mulighed for sammenligning med de afrikanske motiver.  Billedet fra 2001 viser en mand og en kvinde i halvfigur med front mod hinanden.. Han med en lang cigar (fallossymbol) i den ene hånd og hende med en hånd ført op sine fyldige røde læber. Billedfladerne er enkle opbyggede med kraftige optrukne linier.  De dominerende farver er grøn, rød og blå. Et en-dimentionelt maleri af stiliserede figurer.  

Det en-dimentionelle maleri er udeladt i Elizabeth Romhilds serie fra Afrika. Her viser udstillingen flere menneskeansigter og dyrehoveder på fladen, men denne gang arbejdes der dybere med farvens muligheder for at skabe rum og dybde. Motiverne er klare i deres farver og visuelle virkning, mættetheden i arbejdet med farven har kraft og tyngde.  

Arbejdet med farven er det mest interessante ved udstillingen. Figurerne derimod er uinteressante, fordi der arbejdes så ensformigt med formen. De samme ansigtsformer går igen – den ovale ansigtsform, de fyldige læber og kraftfulde næse, er ensformige. Hvor er individualiteten i det afrikanske menneske?  

Dekorativ maleri – maleri for maleriets skyld

Billederne af dyrene – girafferne, elefanterne, bøflen og hjortesvinet er farvemættede flader, hvor intet er på spil. Der er blot billeder af dyr for dyrets skyld. De to næsehorn, som står overfor hinanden på ”den vilde savanne”, forekommer apatiske og statiske – alt står stille?  Det er som om dyr og mennesker lever i en stille verden, side om side – ind imellem med erotiske undertoner (bøffel ser på smilende kvinde, får græsser på kvindeformer).

Den såkaldte ”vilde savanne”, forekommer ikke-vild, men stillestående og behersket uden lugt eller lyd.  Jeg oplever, at ”stammefolket” er dresset op for turisten. Dette er formentlig virkelighed for nogle stammefolk, men der tages ikke stilling til denne hulhed eller hvad det gør ved disse mennesker eller hvad det gør ved Elizabeth selv – det er bare flot.  

Hvad der virkelig er på spil eller hvad disse mennesker har på hjertet i denne del af verden, hverken ses, mærkes eller tænkes. Den såkaldte ”trancetilstand”, som billede 13 angiver, opleves som hul og maskeagtig. Mennesker og dyr portrætteres som dekorative figurer i en verden af skønhed – store smil til ære for turisten.  

Kunst med kant i fremtiden

Hvor er det en skam, for Elizabeth Romhild har potentiale, når det handler om at bruge og udvikle farvens muligheder motivisk og billedsprogmæssigt – men indhold og stillingtagen savnes, ligesom lyden og lugten af den ”vilde afrikanske savanne”. 

Min opfordring til Fredericia Kunstforening er at finde kunstnere, som ikke bare maler flot og dekorativt, men som også er i stand til at sætte sig eget og vort liv i perspektiv på en kritisk, sanselig og gerne ny måde. Og når foreningen udleverer materiale, så er det ikke skrevet for at stille den udstillede i et særligt lys eller for at behage dets publikum. 

Fredericia Kunstforening viser god kunst, men savner formidling!

Anmeldelse af Fredericia Kunstforenings udstilling, Kongensgade 111. Anmeldt i Fredericia Dagblad.

Jeg indleder denne anmeldelse af Fredericia Kunstforenings udstilling ”Henry Fabricius Jensen” med journalist og kunstskribent Ole Lindbos spørgsmål og svar til ”Hvad er kunst?”; ”Kunst er et udsnit af virkeligheden set igennem kunstnerens temperament”.

Ole Lindbo besøgte Fredericia og Taulov bibliotek i sidste uge for at fortælle om sine kunstoplevelser og fortolkning af hvor kunsten er på vej hen i disse år.

Begiver man sig ned i Kongensgade 111 og ser kunstudstillingen om øjenlægen, maler og billedhugger Henry Fabricius Jensen (1896-1984), ser man udsnit fra dennes rejser og indtryk af virkeligheden gennem et langt liv.

Udstillingen viser værker fra forskellige perioder af Henry Fabricius Jensens liv, og her savner man som gæst anvisning af årstal og titel. Nogle af oliemalerierne er i så dårlig stand, at det kan være svært at se årstal.

Denne retrospektive udstilling mangler tydelig periodeinddeling, årstal, titler, ejerforhold osv. De beskrivelser man kan få udleveret på udstillingen viser, til en vis undren, ikke rigtig fakta (Henry Fabricius Jensen døde i 1984 og ikke i 1988). Måske en bagatel, men det trækker ned for de af os, som søger facts.

I de første malerier fra ungdomsårene aner man, at han prøver kræfter med nogle af de kunstretninger, som fra 1910-30 blev betegnet som eksperimenterende. På udstillingen ser man i et par ungdomsmalerier antydning af kubisme (en læsende kvinde), fauvisme (en fløjtespillende ung mand) og ekspressionisme (violinspillende mand), malet af en ung, usikker og uerfaren maler.

På udstillingen vises filmen af H. Bigum fra 1982, ”Fynboen fra Snoghøj”, som er et godt supplement til at opleve manden og maleren. Fra 1940`erne ser man, at billedsproget langsomt forandre sig ved at det naturalistiske motiv sprænges ved hjælp af farvernes lethed og spil. Det er som om farverne får deres eget liv, idet de nu løftes op i flere tonearter end tidligere.

Maleriet af faderen fra 1942 ”Gammel mand ved vindue” viser her, hvordan farvernes psykologi fortolker menneskesindets modsigelser. Og selvportrættet fra 1982 viser, ligesom serien af tyrefægteren, at motivet næsten opløses, mens farverne får en lys, sart kolorit. Flere spændende malerier af opstillede ting viser samme opløsning.

Der hersker ingen tvivl om, at Henry Fabricius Jensen var en respekteret og god maler, og at han, da han sælger sin praksis i Fredericia i 1958 og helliger sig maleriet træder ind i en periode af sit liv, hvor han for alvor tør sprænge den naturalistiske ramme og den tunge kolorit. På udstillingen ses i øvrigt to betagende træarbejder. Det ene et hoved og en hånd, et selvportræt af maleren og hans håndværk?

Er du til god kunst, så besøg Kongensgade 111 og se udstillingen, sidste dag er søndag d. 15 marts 2009.